Grønlandsk Tvangsadoptionssag for ECHR ?

MOR OG DRENG I HÅNDEN, VED EN STRAND, SOLNEDGANG, SILHOUET

Må de komme hjem til et ordinært liv efter en sej kamp?

 

 

Tvangsfjernelse og tvangsadoption i menneskeretssammenhæng

Den administrative adskillelse af et barn fra dets biologiske forældre er ikke en del af dansk strafferetspleje. Men det er et tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen, på linje med fx. tvangsindlæggelse af sindssyge. Det er det, både i dansk ret og i forhold til Den Europæiske Menneskeretskonvention ( EMRK).  Derfor har man i Danmark nedsat særlige organer, der efter sigende skulle være til for at styrke retssikkerheden således, at adskillelsens to parter, mynidghederne på den ene side og familien på den anden, skulle stå overfor hinanden som to sidestillede parter. Det nævn, der hedder “Børn- og Unge-Udvalget” er ikke, som navnet antyder, et kommunualt udvalg. Det er en slags skævt sammensat domstolslignende organ med en juridisk dommer for bordenden.

I EMRK er tvangsfjernelse og tvangsadoption omfattet af reglerne i artikel 8 om retten til et privatliv.

EMRK er dansk lov og kan derfor i teorien  påkaldes overfor

 

 

 

 

 

 

Myndighedsdiskrimination artikel 14

Mennskerettighedsdomstolen

Menneskerettighedsdomstolen

 

 

 

Grønlændere i Danmark befinder sig i et retligt limbo. Inuit er danske statsborgere, uanset om de bor i Grønland eller i Danmark.  Mens Inuit i Grønland er flertallet under Selvstyret, er de er mindretal i Danmark.   Når de flytter til Danmark, bliver de opfattet som danskere, selv om deres sprog og kultur er grønlandsk og ikke dansk.  Efter det mest naive ligestillingsgrundsætning skal alle danskere behandles ens. Men efter den danske ligebehandlingslovs § 3, stk. 3  er det indirekte diskrimination ikke at tage hensyn til de etniske og sproglige forskelle.

Hvor vi i anbringelsessager normalt i menneskeretssammenhæng vil tage udgangspunkt i EMRK‘s artikel 8 om retten til familieliv, kan det overvejes at tage udgangspunkt og afsæt i artikel 14. (diskrimination). Der er så godt som altid et diskriminationselement, når det handler om sager om grønlændere, der bor i Danmark.  Der er næppe nogen tvivl om, at netop den indirekte forskelsbehandling.

Danmark har endnu ikke ratificeret protokol 12, der udbygger EMRK artikel 14, så diskrimination alene vil kunne indbringes særskilt for ECHR. (Harris 764, McHangama 172). Retstilstanden for Danmarks vedkommende er derfor, at en dansk sag, anlagt ved ECHR, altid skal rejses med udgangspunkt i en eller flere andre artikler i EMRK, formentlig i vore sager artiklerne 8 ( Retten til et familieliv) og eventuelt artikel 6 (fair rettergang).  Man skal dog i dansk sammenhæng, men måske ikke overfor ECHR (?) anføre, at EU’s Charter om grundlæggende rettigheder   (1) også gælder i Danmark og til en vis grad kan hævdes at udfylde denne mangel. Artikel 14’s parasitkarakter er det oprindelige udgangspunkt (Harris 765).

Det interessante i grønlandsk-dansk sammenhæng er, at grønlænderne i Danmark formentlig har en ret til beskyttelse overfor indirekte diskrimination. Domstolen har en tilbøjelighed til at se bort fra artikel 14, hvis der i forvejen foreligger et brud på andre artikler. ( ibid 765). Når det alligevel er værd at overveje, skyldes det , at man i det mindste må kunne anføre, at der en sammenhæng mellem krænkelsen af retten til et familieliv (artikel 8 ) og den diskrimination med hensyn til sprog og kultur, der konsekvent har fundet sted i hele sagsbehandlingsforløbet. Der har indenfor de sidste 7-8 år været en tilbøjelighed til at bruge artikel 14 i sager overfor Romaer (ibid 765). Særlig væsentligt er det, at domstolen har anerkendt indirekte diskrimination i en dom fra 2013 ( Gülay Cetin vs Turkey, ibid 765, fn 16). I den sag bestod forskelsbehandlingen i, at en kvinde i fængsel ikke fik taget hensyn til hendes alvorlige sygdomstilstand på samme måde, som andre fanger ville have fået.  I den forbindelse kan statistiske argumenter anføres. (sprog). Der er præcedens for, at artikel 14 kan bruges i sociale sager ( ibid 766). Se også Rasmussen vs Denmark.

Følgende taler for, at ECHR vil kunne gå ind i sager, hvor der foreligger usaglig forskelsbehandling (McHangama 178).  Justitia anbefaler, at Danmark ratificerer og inkorporerer tillægsprotokol 12, fordi gabet mellem EMRK og ICCP derved lukkes. (ibid.).

 

 

skilt med takst jura

Jura

Hvis der er en objektiv og fornuftig retfærdiggørelse for forskelsbehandlingen, så skal der ses bort fra den (Harris  766). Den danske lovgivning og myndigheder skal have et vist spillerum  til varetagelse af barnets tarv. I henseende til både tilknytningsundersøgelse og FKU og den samlede sagsbehandling i F’s  sag er det åbenbart, at de nødvendige kulturelle og sproglige særhensyn ikke er taget, og at man derfor må kunne gøre usaglig indirekte diskrimination gældende. ( Indirekte diskrimination, jf. Lov om Etnisk Ligestilling § 3, stk. 3).

Det er myndigheden, der skal bevise, at den ikke diskriminerer, hvis der statistisk er forhold, der ikke prima facie lader sig forklare: Fx at der tvangsfjernes 7 gange så mange børn af grønlændere som af danskere i Danmark. (O’Boyle,791). Hermed bliver myndighedsdiskrimination  (institutional discrimination) i det mindste en restkategori. Læs DH and others vs. Czech Republic. Det falder i tråd med dansk forvaltningsrets bevisbyrderegler, at det er myndigheden selv, der afgør sagen.

 

 

Retten til fair rettergang (artikel 6)

Retten til fair rettergang handler mest om de regler, der beskytter en sigtet i en kriminalsag. Men retten til fair rettergang dækker faktisk i en eller anden udstrækning også tvangsindgreb udenfor strafferetsplejen (Harris 374) , og emnet vil kunne bringes på bane, navnlig på parasitvis. Imidlertid dækker artikel 6 som udgangspunkt kun den formelle, ikke den materielle proces. Med andre ord er fokus rettet mod den formelle adgang til at anke og føre en sag for domstolene, ikke for retsgarantierne inde i processen. Skal man bruge artikel 6, er det derfor mere formelle procedurefejl, der bør lægges vægt på. Det er udgangspunktet. Men i tilfælde af åbenbar ufornuft, “arbitrary or manifestly unreasonable” så kan ECHR skride ind.  (ibid).  Imidlertid nærmer man sig det materielle, idet ECHR kan gå ind i klager over, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst. Her vil der så i givet fald kunne analogiseres til officialmaksimen og principperne om legalitet og proportionalitet. (Bønsing 318)  Positionen er imidlertid, at fejlen skal være manifest (Harris 394 f).

Kontradiktion (fair hearing )

Skal man bruge artikel 6 i forvaltningsretlige spørgsmål – altså udenfor strafferetsplejen – forekommer det i praksis mere passende at overveje denne, mere åbne indgang til en sag for ECHR (Harris 410 ff.) . Det er normalt i den danske proces, at man ikke har ret til at føre og krydsafhøre vidner, hverken i Ankestyrelsen eller Byretten. Det vil både i teori og praksis indebære at domstolen påtaler mangel på fair hearing. (Barbera, Messegué and Jabardo v Spain )

 

Equality of Arms

To principper, retten til at deltage i effektivt og  aktivt i processen og ‘equality of arms‘ bør overvejes inddraget i en sag for ECHR i gennemgangen af omstændighederne i det danske sagsforløb.

 

Sproglig assistance ( 6, 3 a og e )

For mange grønlændere i Danmark er retten til sproglig assistance til oversættelse og tolkebistand nødvendig. I forvaltningen er det et administrativt skøn, der skal udøves sagligt. Det er åbenbart, at mange misforståelser vil kunne reduceres i tilfælde af god sproglig assistance.  Harris (468, 487 ) lægger mere vægt på tolk end på oversættelse. Det overses, at de fleste borgere, der udsættes for offentlig forvaltning, er i stand til at læse. Hvor tolkebistand kan være nødvendig i forskellige former for mødesituationer, hvor borgeren kan føle sig afhørt, og hvor kontradiktionsaspektet er særdeles tilbagetrukket, overses det regelmæssigt, at hovedformålet med oversættelse efter artikel 6 3 a er, at den anklagede ( i strafferetten) eller borgeren  i anbringelsessagen får fuld adgang til oplysning for at kunne varetage sine interesser overfor forvaltningen og på den måde deltage i sagens oplysning. Det er min opfattelse, at manglende oversættelse skal søges gjort gældende.

Der er næppe tvivl om, at disse aspekter vil kunne gøres gældende på parasitvis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

________________________________

Noter 1: Artikel 21 lyder: ” Ikke-forskelsbehandling
1. Enhver forskelsbehandling grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske
anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal,
formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.
2. Inden for anvendelsesområdet for traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og trak-
taten om Den Europæiske Union og med forbehold af særlige bestemmelser i disse traktater er enhver
forskelsbehandling grund af nationalitet forbudt.

______________________________________________

 

 


Litteratur

 

 

 

BØNSING S, Almindelig Forvaltningsret, DJØF 2014

HARRIS DJ et al : “Law of the European Convention of Human Rights”,  Oxford 2014

MC-HANGAMA, J, Internationale menneskerettighedskonventioner
og dansk ret,  Justitia 2013

REVSBECH K et al.  “Forvaltningsret – Sagsbehandling” DJØF  2014,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *